Banko er tilbage

Efter et halvt års pause starter banko op igen til september.
Vi begynder med at holde banko én gang om måneden – den anden torsdag, så første gang bliver torsdag den 9. september.
De følgende gange bliver den 14. oktober og den 11. november.
I november samles banko-gruppen så igen til den årlige generalforsamling i Byens Bedste Banko for at se på, om der er grundlag for at holde banko oftere, eller om vi skal holde fast ved en gang om måneden.
Stedet er som altid Bo42’s Selskabslokaler i Højvangsparken.
Spillet starter kl. 18:30, så alle kan nå den sidste bus hjem.
For at gøre banko-aftenerne lidt sjovere starter vi med at spise sammen. Der bliver plads til 40 spisende hver gang. Og de heldige er dem, som melder sig først!
Prisen bliver omkring de 40,- kroner. Mere om det når madgruppen melder tilbage.
Spisning starter kl. 17:00.

Busserne i Rønne Nord

I et læserbrev den 24. august rejser 25 beboere i Rønne Nord en række spørgsmål til Trafikchef Lars Bjørn Høybye og de politisk ansvarlige for busdriften.
Boligorganisationen Bo42 deler den bekymring, beboerne giver udtryk for.
Vi har derfor inviteret Lars Bjørn Hørbye, BAT, Steen Coldberg, Teknik og Miljø og Leila Linden, Socialudvalget, til at forklare sig på et offentligt møde i Bo42’s Selskabslokaler i Højvangsparken torsdag den 16. september kl. 13:45.
Mødet slutter kl. 15:30, så man kan nå bussen hjem kl. 15:45.
Merete Lind vil uddybe de protesterende holdninger og formanden for Bo42, Helge Hansen, vil gøre rede for boligorganisationens bekymringer.
Bo42’s boligsociale projekt er vært for mødet og sørger for kaffe og brød til de fremmødte.
 

Spisning med underholdning

Som en ny tradition er der fælles spisning med underholdning bagefter den fjerde torsdag i hver måned i Selskabslokalerne.
Første gang med spisning og underholdning bliver torsdag den 23. september. Og de følgende gange bliver så den 28. oktober og den 25. november.
Spisning er kl. 17:00 og kl. 18:30 starter aftenens indslag, som kan være alt fra film over musik til spændende gæster.
Dørene er åbne for alle til aftenens underholdning.
For at give alle samme mulighed åbnes først for tilmelding når skriftlige invitationer uddeles til alle beboere i Bo42.
Har du lyst til at være med til at lave mad? Eller måske give en hånd med borddækning og servering? Eller et helt oplagt forslag til underholdning? Ring til Peter Søndergaard på 6010 4215 eller send en mail til ps@bo42.dk